Selvprofilering??

Selvprofilering ser vi næsten hver dag, specielt sådan et sted som Facebook. Når jeg i første omgang tænker på facebook, myspace osv. kan jeg egentlig ikke se, at der er noget galt i det. Da jeg først fik facebook, tænkte jeg da bare, at det var endnu en måde at have kontakt med sine venner på. Det var rent faktisk min søster, som fik mig til at lave profilen. Jeg var overbevist om, at jeg ikke ville få ret mange venner der inde, da jeg ikke troede at mine ”rigtige” venner have en profil derinde. Men før jeg vidste af det, havde jeg 50 venner, så 100, så 150 osv. Før man ved af det, har man lige pludselig fået flere hundrede venner der inde. Så kan man så spørge sig selv, hvor mange af de her ”venner” er så i virkeligheden mine venner, altså hvor mange af dem er mere bekendte end venner. Det bliver også nævnt i begge artikler. De fremhæver også begge to, at de fleste med profiler sådan nogle steder, måske ikke ligefrem er venner med alle deres ”venner”. De gør det dog på to forskellige måde. Bjarke Roald Ebbesen fremhæver det som noget helt naturligt, som om det er helt normalt at have flere hundrede venner, hvor man måske kun er rigtig venner med 20 af dem? Han siger selv, at han er ven med Regnskove. In real life kan du jo ikke være venner med en regnskov. Hvor Julie Püschl får det til at lyde som noget absurd.
Og er det så normalt eller absurd at have venner på facebook, som du måske ikke rigtig kender? Jeg har personligt ikke nogen derinde, som jeg aldrig har mødt. Men på den anden side har jeg f.eks. venner fra efterskolen, som jeg ikke ligefrem snakker med her nede? Og hvor interesseret er man i virkeligheden i andre folks liv? Man kan jo aldrig vide med sikkerhed, om det folk skriver inde på Facebook, er sandt eller ej? Man vil jo gerne skrive noget, som fanger folks opmærksomhed. For hvis folk stopper op ved netop din profil for at kigge, hvad der sker i dit liv for tiden, så må du da være interessant. Eller er det bare den følelse, det giver inde i os selv? For når jeg tænker over det, kan jeg da godt læse noget fra en profil, uden at tænke mere på det senere. Selvfølgelig giver man dem den ”tilfredsstillelse”, at man har gidet gå ind på deres profil og læst netop deres tekst. Men er den følelse overhoved nødvendig, eller er det bare et behov, som er blevet skabt inden for de sidste år? Førhen blev man jo ikke tjekket ud på samme måde. I hvert fald ikke på internettet. Og hvorfor er det, at vi har givet andre den magt, at det er noget specielt, når de læser på vores profil? På en eller anden måde får vi gjort andre til mere end os selv. Og det er jo forkert, man skal da ikke se sig selv som mindre værd end andre?
Facebook, arto, myspace osv. er både godt og skidt. Jeg kan se fordele ved, at man kan holde en form for kontakt med nogle personer, man ellers ville have mistet. En ulempe ved det er nok, at det skaber en illusion om, at vi skal føle os som mere værd, bare fordi folk kigger på vores profil. Udover det er facebook jo også bare en skøn måde at få tiden til at gå på ;)